Mød vores folketingskandidat: Louise Mehnke
Louise Mehnke, 48 år, er Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredensborg. Hun er gift, mor til tre, pædagog – og dybt forankret i Nordsjælland, hvor hun er født, opvokset og stadig bor i dag. Hun ved, hvad der rører sig i vores del af landet, og hun kæmper for løsninger, der virker her – for os.
Nordsjælland er meget mere end billedet af velstand og idyl. Her findes også ensomhed, utryghed og borgere, der har brug for en værdig behandling. Det må og skal vi tage alvorligt.
Louise har et års erfaring som medlem af Folketinget, hvor hun har markeret sig som en tydelig og lyttende stemme med stærke socialdemokratiske værdier om fællesskab, ansvar og retfærdighed. Hun brænder for mennesker og klima og arbejder for en bæredygtig fremtid, der ikke lader nogen i stikken.
Et særligt fokus for Louise er værdig ældrepleje. Hun kæmper for, at vores ældre får den omsorg og respekt, de fortjener – uanset postnummer. Louise er byrådsmedlem i Fredensborg Kommune, hvor hun er formand for Social- og Sundhedsudvalget. Her har hun blandt andet kæmpet for mere hjemlighed og menneskelighed i ældreplejen og på kommunens plejehjem.
Fredensborg Kommune har i dag – som den eneste på Sjælland – hele tre EDEN-registrerede plejehjem, hvor hverdagen er præget af livskvalitet og nærvær for vores ældste og mest sårbare medborgere.
I Folketinget var Louise medlem af Ældreudvalget, hvor hun har været medarrangør af høringer og sat fokus på ældremad og den stigende underernæring blandt ældre borgere.
Louise har også repræsenteret Danmark internationalt. I 2024 deltog hun som delegeret folketingsmedlem ved FN’s generalforsamling – Summit of the Future i New York, hvor fremtidens globale samarbejde og bæredygtige udvikling var i fokus. Samme år deltog hun ved Nordisk Råds session på Island, hvor hun var med til at styrke det nordiske samarbejde om sociale og klimamæssige udfordringer.
Louise er en kandidat, der forstår virkeligheden i vores lokalsamfund og tør sige tingene, som de er. Hun ved, at der også i Nordsjælland findes udfordringer – og hun er klar til at tage dem op med både varme og vilje.
I sin fritid er Louise aktiv i Ældre Sagen Fredensborg, hvor hun er bestyrelsesmedlem. Hun sidder desuden i bestyrelsen for Frivilligcenter Fredensborg og Rungsted Gymnasium.