LOUISE MEHNKE

Derfor stiller jeg op som kandidat til Folketinget:

I efteråret blev jeg spurgt, om ikke jeg havde mod på at stille op som kandidat. Og efter nærmere overvejelse har jeg besluttet, at melde mig på banen. Vi har et godt hold og en fantastisk vælgerforening, så hvis jeg nogensinde skal være folketingskandidat, så skal det være nu – sammen med Jer.

Om mig kan jeg fortælle, at jeg er 43 år, gift og mor til tre. Jeg er uddannet socialpædagog, har været boligsocial projektkoordinator i en årrække og arbejder nu som konsulent med integration og socialt udsatte borgere. I Kokkedal er jeg initiativtager til Bydelsmødre, baba-Fredensborg og mano-a-mano, som alle er aktiviteter, der handler om det aktive medborgerskab, empowerment, hjælp til selvhjælp, forældrerolle, frivillighed, forebyggelse, sammenhold og socialt ansvar.

Qua mit arbejde er jeg i kontakt med en del mennesker og fælles for dem er, at deres baggrund på mange måder slet ikke ligner min – og alligevel kunne deres historie godt have været min eller din. Vi bestemmer jo ikke selv hvilken familie og social konstruktion vi bliver født i. Den uretfærdighed nogle udsatte mennesker oplever, den vil jeg gerne være med til at gøre mindre. Som socialdemokrat er jeg optaget af, at vi bevarer velfærdssamfundets lige muligheder, og jeg mener, at mine erfaringer er værd at bringe ind i folketinget. Jeg kan pege på dét, der kræver samfundets opmærksomhed og flere ressourcer, men jeg kan også pege på områder, hvor vores samfund kan være mere effektivt og stille flere krav.

Jeg er er begejstret for Mette Frederiksen. Hun gør det godt. Jeg er helt på statsministerens side. Børnenes statsminister. Det er sørgeligt, når børn må tvangsfjernes. Men nogle gange er det simpelthen det eneste rigtige, og i de helt tunge sager vil det bedste være en adoption og en ”ny familie.”

”Frihed, lighed og solidaritet” holder stadig. For mig er det det elementære i et godt og trygt samfund at leve i. Danmark har så meget og vi kan så meget. Sådan skal det også være i fremtiden. Derfor skal vi sørge for uddannelse og beskæftigelse til alle unge. Uddannelses snobberi skal vi af med og de unge skal vejledes i at man kan gå andre veje end gymnasiet. Også i fremtiden får vi brug for dygtige håndværkere.

Jeg stræber efter at forbedre ting frem for blot at acceptere dem, som de er. Jeg har en kreativ drivkraft og tager chancer. Jeg er logisk og analytisk, en opfindsom tænker, en langsigtet planlægger og er god til alt, der kræver hurtige ræsonnementer. Jeg ser mulighederne i de fleste situationer, og kan motivere andre mod virkeliggørelsen af en vision. Jeg foretrækker handling frem for snak. Kvik humor og optimisme får mig igennem vanskelige situationer.

Mit kandidatur er motiveret af ønsket og viljen til at bevare og udvikle vores samfund.

De bedste hilsner

Louise Mehnke

Mærkesager


1) Børn og unge

Alle børn har ret til en tryg barndom og lige muligheder i livet. Børn skal mødes med anerkendelse for, hvem de er. Vi skal arbejde for, at alle føler sig som en del af fællesskabet. Når man føler sig som en del af samfundet, så vil man også være med til at passe på det senere i livet.

  • - Gratis sund morgenmad i skolen.
  • - Flere voksne i vuggestuerne.
  • - Flere tilbud til børn med psykiske diagnoser.
  • - Flere praktik- og elevpladser til de ”kloge hænder.”

    2) Ældre

    Vores ældre medborgere skal have færre økonomiske spekulationer. Det skal være nemt og overskueligt at regne ud, hvor meget man får udbetalt i folkepension. Mange ældre oplever i dag, at rådighedsbeløbet varierer meget, og mange må ringe til Udbetaling Danmark for at få svar og overblik.

  • - Folkepension bør udbetales som et fast beløb, hvor der ikke skal modregnes skat.
  • - Der skal opføres flere seniorbofællesskaber.
  • - Vi skal bekæmpe ensomhed.
  • - Demensplejehjem og støtte til pårørende i alle kommuner.

    3) Miljø og klima

    Respekt for miljøjet - og nej tak til klimaangst. Vi skal tage de nødvendige hensyn til miljøet, være mere opmærksomme, forske endnu mere og tænke rationelt. Vi skal fortsat gå forrest som det gode eksempel og blive endnu bedre til at passe på vores jord, luft og vand. Men børnene og de unge skal ikke have klimaangst. De voksne tager ansvar og handler.

  • - Afskaf plastikposer og unødvendig plastikindpakning.

    4) Nej til urimelig udligning

    I 2020 skal hovedstadsområdet betale tæt ved 14. mia.kr. i udligning til resten af landet. På trods af at en familie i hovedstadsområdet, hvor den ene forælder er håndværker og den anden er sygeplejerske, har 74.000 kr. mindre til rådighed end en tilsvarende familie i Nordjylland. I hovedstadsområdet er der typisk færre end to idrætshaller pr. 10.000 indbyggere. Til sammenligning er der i en del jyske kommuner mindst fem idrætshaller pr. 10.000 indbyggere, skriver Danmarks Statistik.

  • - Udligningen er blevet unfair, og skal sænkes.